3.03.2022

Avisartikel Lena Prymak boede i Kiev, da krigen i Ukraine brød ud. Det tog hende fire dage at flygte til Danmark, hvor datteren Julia Kushnirenko bor. Flugten gik blandt andet over bombede togskinner og i ukrainsk, bidende kulde. Flere danskere hjalp undervejs. Nørre Aaby: Torsdag den 24. februar klokken 6 om morgenen tikkede der en sms ind på Julia Kushnirenkos mobiltelefon. En besked, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. - Krigen er startet. Mere stod der ikke i beskeden. Selvom Julia Kushnirenko har boet i Danmark siden 2014, var begge hendes forældre i Ukraine. Midt i den krig, der torsdag morgen kun akkurat var begyndt. - Først var jeg i chok. Jeg havde ingen idé om, hvor slemt det var, fortæller Julia Kushnirenko. Krigen indhenter 1900 kilometer væk var Julia Kushnirenkos mor, Lena Prymak, vågnet til lyden af sirener. Selvom hun den sidste måned havde hørt mange i Kiev snakke om, at krigen snart ville starte, troede hun ikke rigtigt på det. Den tidlige morgen blev det en realitet. Og mens sirenerne gav genlyd i Kievs gader, gav de også genlyd i Lena Prymaks hukommelse. Familien har nemlig tidligere boet i Donetsk i det østlige Ukraine. I 2014 flygtede de, efter prorussiske separatister havde sat sig på magten i området. - De begyndte at bombe det område, vi boede i. Det var frygteligt, når vi kunne høre bomberne falde. De bombede vores huse, og vi var nødt til at flygte, fortæller Lena Prymak. I en periode boede de fortsat i nærheden af deres hjemstavn, på den ukrainske side. Men efter nogle år flyttede familien til Kiev, hvor de ikke længere kunne høre brag fra bomber, der slog ned i nærheden. - Efter noget tid i Kiev begyndte vi at glemme alt, hvad der var sket i Donesk, siger Lena Prymak. Men den 24. februar indhentede krigen dem igen. Leder efter billetter Kort efter Julia Kushnirenko var vågnet til sms'en, ringede hendes telefon. Hans Jørgen Andersen, som hun kender igennem en humanitær organisation, var i den anden ende. - Du skal have din mor til Danmark, sagde han. Julia Kushnirenko var usikker. Skulle det gå så hurtigt? Hun tænkte først, at der sagtens kunne gå nogle dage, før moren skulle haste ud af landet. Men Hans Jørgen Andersens ord fik hende til at genoverveje situationen. Hun satte sig for at finde togbilletter, busbilletter, et lift i bil - enhver transportmulighed kunne bruges. Da hun klikkede sig rundt på de mange hjemmesider, meldte alt udsolgt. Udsolgt, udsolgt, udsolgt. - Jeg var ved at miste modet. Men jeg besluttede mig for at prøve igen om natten, om der skulle blive frigivet flere billetter, beretter Julia Kushnirenko. Fyldte metro Mens Julia Kushnirenko gennemtrawlede hjemmesider for at finde en billet til Danmark, var Lena Prymak taget ned i Kievs metro for at søge ly for missilerne. Her sad mennesker overalt. På bænke, jorden, op ad mure. Med en temperatur under frysepunktet var det koldt på metroperronen, så metrotogene blev hurtigt fyldt med mennesker, der søgte en smule varme i kroppen. Selvom Lena Prymak endnu ikke havde hørt godt nyt fra sin datter om en billet fra Ukraine til Danmark, tilsmilede heldet hende efter en nat i den ukrainske undergrund. Hun kom med et prop-fyldt tog, der kunne tage hende til Lviv, der er tæt på den polske grænse. Togturen til Lviv er omkring 600 kilometer. Men for de mange flygtninge i toget fra Kiev tog turen omkring et døgn. Toget kørte, standsede, kørte, standsede. Togskinnerne var ødelagt af bomber. Hver gang, toget stødte på de ødelagte skinner, skulle de repareres, før toget kunne køre videre. Da toget nåede Lviv kunne Lena Prymak komme med en minibus, der kørte mod den polske grænse. Trafikkaosset var massivt. Selvom der kun er omkring 80 kilometer fra Lviv til den polske grænse, måtte passagererne bruge ni timer i minibussen, før de nåede grænsen. Her ventede dem et overvældende syn. Køen til grænsekontrollen var omkring en kilometer lang. Og folk stod ikke i en lang, lige linje, én for én. De stod skulder ved skulder på vejen, kvinder, børn, og mænd af anden oprindelse end ukrainsk. - Det var koldt. Temperaturen var omkring minus fem grader, fortæller hun. Køen sneglede sig frem, men mellem lørdag og søndag kom hun endelig over grænsen til Polen. - Det var en stor lettelse. Vi fik mad, vand, et varmt sted at være, beretter Lena Prymak. Køre med det samme Da Julia Kushnirenko fik beskeden om, at hendes mor var kommet over grænsen, kunne hun endelig sænke skuldrene en smule. I de foregående dage havde hun ikke kunnet sove. Mobiltelefonen, der normalt er på lydløs, var skruet op på sit højeste lydniveau. - Ved den mindste lyd fra telefonen var jeg lysvågen. - Jeg var ikke tryg, før hun var i Danmark ved mig. Men da hun kom over grænsen, var det en stor lettelse, fortæller Julia Kushnirenko. Så snart Hans Jørgen Andersen, der anbefalede hende at få sin mor til Danmark, hørte det, meldte han straks ud, at han ville hente Lena Prymak hjem. - Jeg sagde til Julia, at vi kunne køre med det samme, siger han. Inden de kunne nå at komme afsted, tikkede der en ny besked ind. Lena Prymak sad allerede i en bil på vej mod Danmark. Et ægtepar fra Hobro havde taget hende med. - Det var fantastisk. De ville ikke engang have noget for det. - Der er så mange danskere, som åbner deres hjem, kører med deres egne biler til grænsen, donerer. Jeg er meget taknemmelig for hele den danske nations hjælp, siger Julia Kushnirenko. Genforeningen Mandag aften stod Julia Kushnirenko og Hans Jørgen Andersen i Kolding. Med jordbær, champagne og flag. Efter fire dages flugt blev Lena Prymak sat af i Danmark, hvor hun kunne blive genforenet med sin datter. - Vi var lykkelige for at se hinanden igen. Men meget trætte, siger Julia Kushnirenko. Turen har sat sine spor i Lena Prymak. Når hun taler om flugten, fyldes hendes øjne med tårer. Og selvom Julia Kushnirenkos mor nu er i sikkerhed, er hendes far fortsat i Ukraine. Han kan ikke forlade landet, fordi alle mænd mellem 18 og 60 år skal blive. Hun har bedt ham om at give lyd fra sig hver dag, for bekymringen følger hende som en skygge. - Vi bekymrer os meget for ham. Hver dag skriver han, at han har det godt, og så slutter han med "slava Ukraine", der betyder noget i retning af: "Kæmp for Ukraine". - Selvom det er hårdt, at han er dernede nu, så er det nødvendigt. Hvis vi alle forlader landet, hvem skal så stoppe krigen?

Dienesmindes Venner